IndkøbskurvIngen varer

Den Kongelige Afstøbningssamling

Udstillingen indeholder et utal af afstøbninger og dækker 4000 års kunsthistorie. Flere end 2000 gipsafstøbninger af nogle af de bedste og mest kendte skulpturer fra den vestlige kultur er samlet i Vestindisk Pakhus.

At træde ind i samlingen er som at træde ind i en verden af gips, hvor 4000 års skulpturhistorie bliver gengivet i en tredimensional version. Afstøbningerne af statuer og relieffer findes i et væld af forskellige størrelser og er opstillet, så man kan få en fornemmelse af de sammenhænge originalerne har indgået i. Originaludgaverne findes rundt omkring i alverdens samlinger, kirker, templer, museer og på offentlige pladser og er typisk lavet i bronze eller marmor.

Hovedvægt på græsk og romersk skulptur

Det unikke ved afstøbningssamlingen er, at det aldrig ville have været muligt at samle det tilsvarende antal originaler under et tag. Afstøbningerne viser kunst, som stammer helt tilbage fra Ægypten omkring 2500 år f. Kr. og frem til cirka år 1600 e. Kr. Samlingen rummer fantasi, skønhed, åndshistorie og dramatik fra hele perioden. Hovedvægten ligger dog på græsk og romersk skulptur. Men også renæssancekunsten er fint repræsenteret blandt andet med en rig samling af Michelangelos værker.

Noget at tegne efter!

Samlingens ældste dele stammer helt tilbage fra 1700-tallet. Dengang begyndte man at lave gipsafstøbninger, for at de kunststuderende fra det dengang nyoprettede kunstakademi havde noget at tegne efter. I slutningen af 1800-tallet ændredes samlingens betydning. Nu skulle den medvirke til dannelsen af borgerne. Det var også på dette tidspunkt, at Statens Museum for Kunst blev grundlagt, og samlingen hører stadig til under museet.
 

Kort

Adresse

Toldbodgade 40
1253 København K

Åbningstider

Fra 1. marts vil der ikke længere være faste åbningsdage hos Den Kongelige Afstøbningssamling. Du kan dog stadig opleve de mange gipsskulpturer, når dørene til det gamle pakhus bliver åbnet i forbindelse med for eksempel særlige arrangementer i skoleferien eller til Kulturnatten

Find vej

Buslinjer: 6A, 14, 26, 40, 42, 43, 184, 185, 150S, 173E.
Tog: S-tog og regionaltog til Østerport og Nørreport Station.
Metro: Nørreport Metrostation.