IndkøbskurvIngen varer

Kunstforeningen GL STRAND

GL STRAND er en traditionsrig københavnsk kunsthal, der både historisk, geografisk og betydningsmæssigt er central for byens kunstliv. Kunstforeningen GL STRAND har allerede fejret sit 180 års jubilæum og har også haft forskellige adresser i Københavns indre by siden stiftelsen i 1825. Den nuværende adresse i Philip de Langes smukke bygning på Gammel Strand blev taget i brug i 1952. Huset stemmer meget fint overens med institutionens ånd; i centrum af det moderne byliv, med fundament på et af Københavns historiske koordinatpunkter og frit udsyn over byens nye horisonter.

GL STRAND danner ramme om 5-6 årlige udstillinger. Udstillinger der altid afspejler vores samtid ved enten at være præsenteret som kunsthistoriske temaer med nutidige vinkler eller udstillinger, der fanger de helt nye tendenser på den danske og internationale kunstscene.

Udstillingsprogram 2016:

PER KIRKEBY Avantgardens blå 6. februar - 24. april 2016 Soloudstillingen Avantgardens blå tager afsæt i Kirkebys omfattende koloristiske arbejde med fokus på hans værker gennem tre årtier, fra avantgardebevægelsen i 1960erne frem til de store kompositioner i begyndelsen af 1990erne. Avantgardens blå bygger videre på den anmelderroste udstilling Per Kirkeby. 

MARIO TESTINO Soloudstilling 13. maj - 18. september 2016 Mario Testino er en af verdens mest indflydelsesrige mode- og portrætfotografer. Kendt for at fotografere supermodeller og kongelige har han skabt et perfektioneret, men også farverigt og provokerende værk, der har fyldt modemagasiner og kampagnebilleder for fashionable modehuse igennem mere end 20 år. I Kunstforeningen GL STRAND viser vi over sommeren 2016 et markant udvalg af hans foretrukne motivgrupper: portrætter, kampagnebilleder og nøgenbilleder.

JACOB A. RIIS Soloudstilling 1. oktober 2016 - 8. januar 2017 I 2016-2017 viser Kunstforeningen GL STRAND udstillingen om dansk-amerikaneren Jacob A. Riis (1849-1914), der blev kendt for sit banebrydende fotojournalistiske arbejde. Fotografierne indgik i hans dedikerede arbejde for at forbedre livs- og boligvilkårene for New Yorks mange fattige immigranter. Fotografier, tekstuddrag, magasiner og breve belyser Riis’ arbejde og fortæller på unik vis historien om et pionerarbejde og samtidig en vigtig del af amerikansk historie.

 ALEXANDER TOVBORG Troens Ridder 1. oktober 2016 - 8. januar 2017 I efteråret 2016 præsenterer den fremadstormende danske billedkunstner Alexander Tovborg en soloudstilling på 3.sal. Et omdrejningspunkt for udstillingen er troens rolle i populærkulturen, som har en enorm indflydelse på vores værdier, identitet og samfund i dag. Til udstillingen præsenterer Alexander Tovborg, som det centrale værk, en hoppeborg udformet som Noahs Ark, som han selv har designet og bemalet, og som har rejst Danmark rundt og været tilgængelig for folks hoppelyst i ét år.

PETER CALLESEN Udsmykning af Montanasalen 13. februar 2016 - januar 2017 Billedkunstner Peter Callesen har fået til opgave at skabe en stedsspecifik installation til GL STRANDs mødelokale Montanasalen. Callesen vil skabe en tredimensionel spejling af hele bagvæggen med vinduer og paneler langs møderummets højre væg - alt sammen bygget, foldet og formet i papir.

 

 

Kort

Adresse

Gammel Strand 48
1202 København K

Åbningstider

Tirsdag, Torsdag - søndag, Helligdage: 11:00 - 17:00
Onsdag: 11:00 - 20:00
Mandag: Lukket

Find vej

Busforbindelser: 1A, 2A, 6A, 15, 26, 29
Metro: Kgs. Nytorv.