IndkøbskurvIngen varer

Ruinerne under Christiansborg Slot

Under Christiansborg findes ruinerne af de to tidligste bygninger, der har ligget på stedet: Biskop Absalons borg fra 1100-tallet og Københavns Slot, der blev revet ned i 1731 for at give plads til Christiansborg.

I 1907 gjorde håndværkerne, der var i færd med at grave ud til fundamentet til det nye store slot, det tredje Christiansborg, et overraskende fund. Nationalmuseets eksperter blev tilkaldt, og det blev hurtigt klart at der var tale om ruinerne af Absalons borg. Ruinerne, der lå under den indre slotsgård, blev afdækket.

Interessen fra offentligheden omkring ruinerne var enorm. Derfor besluttede man, at de ikke bare skulle dækkes til igen. De skulle bevares for eftertiden. Jernbetonkonstruktionen, der i 1908 blev opført til at overdække ruinerne, var den største i Danmark.

Ruinerne, der ligger under slotspladsen, blev udgravet i 1917. Der har været offentlig adgang til ruinerne siden 1924.

I de stemningsfulde udgravninger kan du blandt andet udforske ringmuren fra Absalons borg og det mægtige Blåtårn, hvor kongedatteren Leonora Christina sad fængslet i 22 år.

Den historiske udstilling viser Christiansborgs 800 år lange historie som middelalderborg, kongelig residens og magtcentrum.

Kort

Adresse

Christiansborg
Prins Jørgens Gård 1
1218 København K

Åbningstider

Dagligt: 10:00 - 17:00 (oktober-april)
Mandag: Lukket

Find vej

Bus: 1A, 2A, 6A, 15, 26, 29, 40, 66, 350S
Metro: Kgs. Nytorv